Det grundlæggende

Indsendt af admin d. 30 juni 2011 i Kameraet|0 kommentarer

Optik

En god optik (linse) er dyr, så producenterne kan spare mange penge ved at bruge en billig optik. De mest simple kameraer har således ikke autofokus eller optisk zoom – det gælder fx billige kameramobiler. Rigtige kameraer har normalt autofokus, og for det meste også optisk zoom. Bedst (og dyrest) er kameraer med både autofokus og optisk zoom.

Selvom to kameraer har autofokus og zoom, kan der alligevel være stor forskel på dem. Forskellen ligger her i kvaliteten af optikken – en god optik er skarpttegnende, hurtig og lysstærk.

De billigere optikker er lavet af plastic, mens de dyreste er lavet af glas. Når de allerfineste glaskvaliteter afkøles, der det en proces, der strækker sig over flere måneder!

Når dette Casio Exilim er slukket, forsvinder hele optikken ind i kameraet. Selve kamerahuset er to cm bredt. (Image courtesy of dcresource.com)

Autofokus

Autofokusen stiller automatisk skarpt på billedets hovedmotiv – eller på det, som kameraet tror, er hovedmotivet. En billig autofokus stiller skarpt på et punkt midt i billedet, så hvis man tager et billede af to personer, risikerer man at kameraet stiller skarpt på et punkt midt imellem dem! Mange kameraer giver derfor mulighed for at låse autofokusen, så man kan måle afstanden, inden motivet vælges endeligt. Dyrere kameraer – som fx Fuji 30D – styrer autofokusen mere intelligent, det sker bl.a. ved at bruge flere målepunkter og ved at have flere måleprogrammer.

Skærmen viser – ud over motivet – en række oplysninger om hastighed, blændeåbning, billedstørrelse, batteristatus mv. (Image courtesy of dcresource.com)

Nogle mobilkameraer har slet ikke mulighed for fokusering, men de kan såmænd tage helt fornuftige billeder alligevel. Optikker uden mulighed for at indstille afstanden kaldes fixfokus (fast fokus). Nogle autofokus-systemer har en facilitet, der hedder face detection. Face detection-teknologien kan ”se” hvilke dele af et motiv, der er ansigter og sørge for, at der automatisk fokuseres på dem. Smart fundet på.

Brændvidde og billedvinkel

En optik med en stor billedvinkel kaldes et vidvinkelobjektiv (eller blot vidvinkel), mens en optik med en lille billedvinkel kaldes et teleobjektiv (eller blot tele). Vidvinklen “får meget med”, mens telen giver et lille udsnit, og den er derfor god til at fotografere ting, der er “langt væk”.

Til venstre er der brugt vidvinkel og til højre er der brugt tele.

Brændvidde
Objektivets brændvidde hænger direkte sammen billedvinklen – længere brændvidde er ensbetydende med mindre billedvinkel. Det er brændvidden i forhold til sensorens (eller filmens) størrelse, der bestemmer om en given brændvidde er vidvinkel eller tele.

På et klassisk filmkamera er vidvinkel 35 mm eller mindre, og tele er 100 mm eller mere.

På et digital spejlreflekskamera som fx Olympus E-520 er vidvinkel 17 mm eller mindre, og tele er 50 mm eller mere.

På et digital lommekamera kan vidvinkel være 5 mm, og tele vil tilsvarende være fx 24 mm.

Med andre ord er en brændvidde på 24 mm en ret kraftig vidvinkel på et analogt kamera, mens det er en moderat tele på lille digitalkamera – ret forvirrende!

Nedenfor kan du se nogle eksempler på sammenhængen mellem billedvinkel og brændvidde.

I tabellen har vi brugt et Panasonic Lumix DMC-TZ5K, der er udstyret med 10 gange optisk zoom. Zoomobjektivets brændvidde går fra 4,6 mm til 46 mm. Panasonic fortæller ikke hvilken billedvinkel, det svarer til, men til gengæld oplyses det, at brændvidden svarer til en zoom på 28 mm – 280 mm på et analogt kamera – og det er jo også en god hjælp.

Vil du vide mere om brændvidde, sensorstørrelser mv., findes der en god artikel hos Digitalmagasinet.dk

Blænde

Blænden har samme funktion som øjets pupil: den regulerer mængden af lys, der passerer gennem optikken. En stor blænde lukker meget lys ind, og en lille blænde lukker lidt lys ind. Har en optik en stor blændeåbning, har den en høj lysstyrke. Lysstærke optikker er større, tungere og dyrere end mere lyssvage optikker.

Optikker med lang brændvidde er ikke så lysstærke som optikker med kort brændvidde. Blænden varierer med brændvidden, og det er netop derfor, tallene for brændvidde og blænde ikke er faste i vores eksempel.

På Fuji 30D er den største blændeåbning ved vidvinkel 2,8 og ved tele 5,0. Bemærk, at tallene står for den største blændeåbning. Hvis der er for meget lys, gøres blænden mindre.

Optikken på Fuji 30D har en maksimal blændeåbning på 2,8 ved vidvinkel (8 mm) og maksimal blændeåbning på 5.0 ved tele (24 mm). (image courtesy of dcresource.com).

Dybdeskarphed

Begrebet dybdeskarphed er vigtigt at forstå: Det siger noget om, hvor meget af billedet, der bliver skarpt.

Hvis optikken fx er stillet skarpt på to meter, vil den del af motivet, der ligger omkring de to meter, også være skarpt. Er området fra 1,90 m til 2,10 m skarpt, er dybdeskarpheden lav i forhold til det tilfælde, hvor området fra 1,5 m til 4 m er skarpt.

Dybdeskarpheden afhænger både af blænden og brændvidden.

Blændeåbning og dybdeskarphed
Denne sammenhæng er meget lige til: Jo højere blændetal (svarende til lille blændeåbning), jo større dybdeskarphed.

Brændvidde og dybdeskarphed
Denne sammenhæng er også meget lige til: Vidvinkel-optikker har stor dybdeskarphed, men teleoptikker har lille dybdeskarphed.

Fixfokus-kameraer (som var nævnt i omtalen af autofokus) har altid vidvinkeloptik – netop pga. den store dybdeskarphed. Billigere mobiltelefoner med kamera bruger også fixfokus.

Tabel, der viser hvad der bestemmer dybdeskarpheden.

Dybdeskarphed – to eksempler
På de to billeder af målebåndet nedenfor er der brugt samme brændvidde, men forskellige blænder. Der er fokuseret midt i billedet, (og det kan være svært at se, fordi billederne ikke kan vises i fuld opløsning), men bemærk, at de nærmeste tal står skarpere, når der brugt lille blændeåbning (stort blændetal).

Blænde 2.8 (lukker 1/160): Lille dybdeskarphed

Blænde 8.0 (lukker 1/20): Større dybdeskarphed

Hvorfor så ikke altid bruge lille blændeåbning? – Fordi det betyder, at vi skal bruge en langsom lukker, for at få billedet velbelyst – og dermed er der risiko for rystede billeder. En anden årsag kan naturligvis være, at vi netop ønsker, at kun en del af billedet er skarpt.

Dybdeskarphed – vist på en anden måde
På billedet nedenfor kan man se, hvordan der på denne optik er “hjælp” til at vurdere hvor stor dybdeskarpheden er. Se nærmere i billedteksten.

På denne optik kan man se afstanden i meter (og fod) til venstre. Tallene omkring den grønne markering er blændetallene. Optikken er fokuseret på knap to meter (ved den grønne markering). Ser man på blændetallene i forhold til meterangivelserne, kan man se, at kun et lille område omkring to meter skarpt ved blænde 4, mens der er skarpt fra 1,5 til 4 meter ved blænde 16.

Lukker

Lukkeren bestemmer, hvor længe der lukkes lys ind igennem optikken. Jo længere lukkeren er åben, jo mere lys kommer der ind. Er lukkeren åben længe, kan man få rystede og uskarpe billeder.

Fuji 30D har lukkertider fra 15 sekunder til 1/2000, og det er et stort interval. Lukkertider under 1/30 sekund kræver stativ – samt et motiv, der ikke bevæger sig. Til gengæld kan man så fotografere stort set uden lys. Normalen på mindre kameraer er lukkertider fra 1 sekund til 1/1000 sekund.

Dette springvand er fotograferet med blænde 2,8 og 1/500 sekund. Var billedet blevet taget med en langsom lukkertid, ville man ikke kunne se de enkelte vanddråber.

Automatisk lysmåler

Der findes vist ingen digitalkameraer, der ikke har en automatisk lysmåler. Lysmålerautomatikken sørger for at eksponeringen (belysningen af det lysfølsomme billedelement i kameraet) bliver korrekt.

Sådan virker det
Først måles, hvor meget lys, der er på motivet, og derefter vælges en kombination af blænderåbning og lukkerhastighed, som slipper den rigtige lysmængde ind. Er der ikke ret meget lys, bruges stor blændeåbning og langsom lukkertid. Er lukkerhastigheden lav, er der risiko for at billedet bliver rystet, og så vil flashen automatisk blive aktiveret, så der kommer mere lys på motivet.

Lidt dyrere kameraer har en mere avanceret styring af automatikken, og der er ofte muligheder for at påvirke måden, automatikken virker på.

Eksponering
Belysningen af den lysfølsomme chip i digitalkameraet (eller af filmen i et gammeldags kamera) kaldes eksponering. Et overbelyst billede er dermed overeksponeret, men et underbelyst billede er undereksponeret. Det er praktisk af bruge fagudtrykket eksponering, fordi “belysning” også har andre betydninger (fx “dæmpet belysning” og “kunstig belysning”).

Manuel lysmåler

Sammenhængen mellem blænde og lukkertid er meget anskuelig på en gammel, manuel lysmåler: Lysmængden måles, og fotografen tager derefter stilling hvilken blænde og hvilken lukkertid, der skal vælges.

Nedenfor vises en gammel manuel Ihophot lysmåler fra Zeiss Ikon – se billedteksen.

Figuren til venstre: Den yderste skrive drejes, så de den hvide streg og den hvide cirkel i ruden nederst dækker hinanden.Udsnittet til højre: Der er så meget lys at kameraet kan indstilles på fx 30/5,6 (1/30 sekund og blænde 5,6). Man kan også vælge de andre talpar, men man skal passe på, at billedet ikke bliver rystet (ikke for langsom lukker). Har man en lysstærk optik, kan man fx vælge 250/2 (altså lukker 1/250 og blænde 2).

Zoom

Næsten alle digitalkameraer har både optisk og digital zoom. Det er den optiske zoom, der er vigtig.

Digital zoom
Bruger man digital zoom, er det den lille computer i kameraet, der forstørrer et udsnit af billedet. Man kan dermed sige, at digital zoom er unødvendig, for man kan lige så godt lave denne udsnitsforstørrelse i billedbehandlingsprogrammet på pc’en.

Optisk zoom
Optisk zoom er “ægte” zoom – her forstørres en del af motivet ved hjælp af kameraets optik. Udsnitsforstørrelsen kan dermed ske, uden at der er færre pixels til rådighed.

Eksponeringskorrektion

Lysmåleren er indstillet til at sørge for korrekt belysning under forhold, hvor lyset er normalt. Tager man fx snebilleder, vil de ofte blive for mørke, for lysmåleren ved jo ikke, at billederne skal være meget lyse. Tilsvarende vil nattebilleder blive alt for lyse, for lysmåleren ved jo ikke, at nattebilleder skal være mørke.

På Fuji 30D – og mange andre kameraer – kan man fortælle lysmåleren, at motivet skal være lysere eller mørkere end normalt – og det sker med en funktion, der hedder eksponeringskorrektion. Det er en nyttig funktion, som også findes på nogle af de billigste kameraer.

Programautomatik

Alle kameraer er forsynet med en programautomatik, som kan være mere eller mindre avanceret. Vælger man blot standardindstillingen, vil kameraet bruge nogle indstillinger, som fungerer godt til et billede taget under normale, gennemsnitlige forhold.  Derudover har kameraet normalt nogle programmer til fx nat, fyrværkeri, solnedgange, sne og sport.

På større kameraer – som fx et spejlreflekskamera – er der endnu flere muligheder. Lad os se på mulighederne med Pentax K-R:

På denne karussel kan man styre hvilken logik automatikken skal bruge. Se mere i teksten nedenfor.

På karussellen kan der vælges mellem nogle bogstaver og nogle ikoner. Bogstaverne “Av” vælges fx hvis man selv vil styre blænden – og så lade kameraet styre lukkertiden. Vælger man “Tv” styrer man lukkertiden, mens kameraet styrer blænden og vælger man “M” (manuel) styrer man det hele selv. Ikonerne kan fx være portræt, nærbilleder, landskaber og sport. Vælger man SCN, kan man få endnu flere programautomatikker, som vises nedenfor.

De forskellige scener, der kan vælges - fx nattebilleder, dyrebilleder og solnedgange. (Image courtesy of dcresource.com).

Stabilisering

Mange kameraer har billedstabilisering, der som ordet siger, stabiliserer optagelsen.

Det fungerer på den måde, at kameraet til en vis grænse kompenserer for de små rystelser, der kommer, når det holdes i hånden. Problemet med rystelser er størst ved de længere brændvidder (dvs. tele) – bl.a. fordi telen ”forstørrer” rystelserne.

Et eksempel: På fri hånd kan man fotografere ved 1/30 (vidvinkel) uden at billedet bliver rystet. Med stabilisering kan man fotografere ved 1/15 eller 1/10 uden rystelser (med lidt held).

De fleste kameraer advarer i øvrigt, når der er risiko for rystede optagelser.

Facedetection