Hotte emner:

RAW eller JPEG?

Redigeringsværktøj til RAW

De første digitale spejlreflekskameraer var i stand til at gemme billederne i to forskellige filformater: Det ukomprimerede TIFF (Tagged Image File Format) eller det komprimerede JPEG (Joint Photographic Experts Group), hvor sidstnævnte godt nok tager væsentligt mindre plads op på hukommelseskortet, men til gengæld lider under komprimeringens tabsgivende effekter, der som oftest medførte synligt tab af billedkvalitet. Skulle man bruge sine digitale fotos til noget seriøst, valgte man derfor uden undtagelse TIFF-formatet, og betalte prisen i form af flere flashkort.

Imidlertid er TIFF i dag presset ud af RAW-formatet, som er kameraets helt eget “digitale negativ”-format. Et RAW-foto er fuldstændigt ubehandlet af kameraets elektronik og skal konverteres ved hjælp af et program og en computer. Til gengæld får man samme muligheder (og flere til), som man har med mørkekammerets forstørrelsesapparat, farvefiltre, masker og kemi. Uden at lugte af fremkalder og fixervæske i time- eller dagevis efter arbejdet. Men JPEG~formatet har bestemt ikke ligget stille. Den teknologiske udvikling betyder, at det i dag er muligt at tage fotos, der lagres som komprimerede JPEG-filer, hvor det er meget vanskeligt at finde kvalitetsmæssige tab. Især kan man, med de lidt dyrere kameramodeller, nu anvende billederne direkte fra kameraet uden at skulle en tur forbi en computer – men det kræver, at man indstiller kameraets billedbehandlingsmenuer med omhu.

Man kan på den anden side vælge at lade kameraet lagre billederne i både RAW og JPEG; så har man altid en ubehandlet RAW-version at falde tilbage på.

RAW eller JPEG?

Langt de fleste digitale spejlreflekskameraer kan samtidigt lagre billederne i RAW og JPEG, og der er som oftest valg mellem flere forskellige kvaliteter og opløsninger. Illustrationen er hentet fra et professionelt digitalkamera - bemærk muligheden for at vælge en opløsning på 21 millioner pixels i linjen lige neden under "Kvalitet".

(Kilde: Michael Fahlgren: Digital spejlrefleks – din guide til D-SLR, s. 72, Libris Media)

 

Skriv et svar