FAQ – ofte stillede spørgsmål
Korte svar på de mest almindelige spørgsmål om digital fotografering: megapixels, slørede billeder, RAW, backup, print og meget mere.
Kamera og udstyr
Hvor mange megapixels har jeg brug for?
Færre end du tror. Til skærm og sociale medier er et par megapixels nok, og til et skarpt A4-print rækker ca. 9 megapixels. Sensorstørrelse, objektiv og lys betyder mere for kvaliteten end antallet af pixels. Se Redigering.
Er min telefon god nok, eller skal jeg købe et kamera?
Til hverdag, rejser i godt lys og deling er en moderne telefon ofte rigeligt. Et kamera giver især en fordel ved bevægelse, lang zoom, naturligt sløret baggrund og svagt lys. Læs Køb af kamera.
Hvad er forskellen på spejlløs og spejlrefleks?
Spejlrefleks har et spejl og en optisk søger; spejlløse kameraer viser billedet elektronisk direkte fra sensoren. Næsten al ny udvikling sker i dag i spejlløse kameraer. Se Kameraet.
Teknik
Hvorfor er mine billeder slørede?
De tre hyppigste årsager: For lang lukkertid (rystelser eller bevægelse), forkert fokuspunkt, eller en snavset linse. Tør linsen af, brug kortere lukkertid, og tjek hvor kameraet fokuserer.
Hvad betyder f/2,8?
Det er blændeåbningen. Lavt tal = stor åbning, mere lys og mindre dybdeskarphed. Se Blænde og dybdeskarphed.
Hvilken ISO skal jeg bruge?
Så lav som muligt, men så høj som nødvendigt for at få en lukkertid uden rystelser. Auto-ISO med en fornuftig øvre grænse er et godt udgangspunkt. Se ISO forklaret.
Hvorfor bliver mine indendørsbilleder gule?
Lamper giver varmt lys, og automatisk hvidbalance fjerner ikke altid hele farvestikket. Se Hvidbalance.
Skal jeg skyde RAW?
Hvis du vil redigere dine billeder og have maksimal kvalitet: ja, eller RAW + JPEG. Hvis du bare vil dele hurtigt: JPEG er fint. Se RAW eller JPEG?
Billederne bagefter
Hvad er den bedste måde at gemme mine billeder på?
Følg 3-2-1-reglen: tre kopier, på to slags medier, hvoraf én er uden for huset. En cloud-fototjeneste alene er ikke en fuld backup. Se Backup af billeder.
Hvilket gratis program skal jeg bruge til at redigere?
Start med det, der følger med din telefon eller computer. Vil du arbejde med RAW, er darktable et godt gratis bud; til lag og montage er GIMP oplagt. Se Gratis redigeringsprogrammer.
Hvorfor ser mit print mørkere ud end på skærmen?
Skærmen lyser selv, papiret gør ikke. Skru ned for skærmens lysstyrke under redigering, eller lysn billedet lidt før print. Se Deling og print.
Kan andre se, hvor mine billeder er taget?
Ja, hvis billedfilen indeholder GPS-data, og du deler originalen. Fjern placeringen, før du deler offentligt. Se Del billeder uden at dele for meget.
Fandt du ikke svaret? Se alle artikler, eller skriv til os.